Archive for august, 2010

Vandreturen i det grønne sydgrønland.

Vel hjemme igen efter en dejlig aktiv ferie til den flotte og grønne sydgrønlandske natur, tænker jeg, at det måske er letteste at skrive min beretning mens den stadig er frisk i erindringen. 🙂 Da indlægget nok kommer til at fylde en hel del, baseret på at vi har taget 1660 billeder og ca. 10GB video, har jeg tænkt mig at opdele den i følgende kapitler:

– Sejlturen fra Nuuk til Narsaq og dagene indtil vi begyndte vandreturen.
– Selve vandreturen og dagene inden i fjorden indtil vi igen returnerede til Narsaq.
– Den sidste dag i Narsaq og sejlturen retur til Nuuk.

Men inden vi starter er her et lille kort over hvor Narsaq helt præcist ligger. 🙂

Del 1. (Sejlturen fra Nuuk til Narsaq)

Selve ferien startede for mit vedkommende mandag d. 12. juli, hvor jeg havde afsat hele dagen med at foretage de sidste praktiske indkøb og ellers så småt begynde at pakke de ting vi skulle have med. Dagen efter blev vi så hentet af Gunillas far omkring kl. 8, og båden (Sarfaq Ittuk) lagde fra kajen kl. 9.00 – hermed var ferien ENDENLIG begyndt! 🙂

Vi brugte de første par timer med dels at være udenfor for at betragte nogle af de fjorde der ligger lige syd for Nuuk, og så med at være inden for og spille lidt kort. Der var ikke fyldt helt op med passagerer på skibet og vi havde fået en kahyt helt for os selv qua Gunillas tidligere arbejde i Arctic Umiaq Line, det var super dejligt.
Under hele turen sydpå til Narsaq, som er en sejltur på ca. 1½ døgn, havde vi fint vejr med en del sol og en ikke så meget vind til at vi blev søsyge. Jeg havde inden turen hørt lidt forskelligt om det at sejle “udenskærs”, hvor der fra tid til anden kunne være ret store bølger. Så jeg var naturligvis ret spændt på om jeg/vi ville blive søsyge under hele sejlturen. Men som timerne gik, fandt jeg ud af at det faktisk skulle gå hen og blive en stille, rigtig flot og spændende oplevelse.

Vi havde hver især pakket en vandrerygsæk med det tøj/udstyr som vi nu engang skulle bruge under vandreturen, og havde vi så en kuffert til deling med tøj som vi skulle bruge under sejlturene og den tid vi var i Narsaq. Endnu vidste vi ikke rigtigt hvor vi skulle bo når vi kom til Narsaq, men Gunilla har en rigtig god barndomsveninde som holdte sommerferie i Narsaq og hende satte vi vores lid til mht. at finde noget.

På sejlturen derned fik vi set en masse isbjerge som alle var en del større end dem man finder i Godthåbsfjorden. Når man tænker nærmere over det, er det faktisk lidt mærkeligt, at man støder på mere is jo sydligere man kommer – men sådan er det nu engang. Nok noget med at der er flere isbræer som løber direkte ud i fjorden eller havet jo længere sydpå man kommer. Vi sejlede i hvert fald “tæt” forbi en kæmpe isbræ som kunne ses direkte fra Sarfaq´en. Vi sejlede både indenskærs og udenskærs og vi fik af en matros ombord fortalt, at det varierede alt afhængig af hvilken kaptajn der var ombord.

Da Sarfaq Ittuk (udtales forresten Sarfark Iddug) er en passagerbåd skulle vi selvfølgelig også ligge til nogle mindre byer/bygder på vej ned til Narsaq. I løbet af eftermiddagen ankom vi således til Fiskenæsset (Qeqertarsuatsiaat), hvor vi havde 15 min til at strække benene i den lille bygd og tage et par billedere. Den var godt nok lille, men rigtig idyllisk med en masse småhuse og en mindre vej/sti som næsten gik fra hus til hus. Slet ikke en rigtig by sådan som vi opfatter den – jeg kunne i hvert fald godt se forskellen.

Senere på aftenen, da vi trætte lå i vores senge, ankom vi til Paamiut. Vi orkede ikke rigtig at tage tøjet på igen og valgte at vi kunne gemme fornøjelse til når vi sejlede retur igen.

Da vi fortsatte sejladsen sydpå var næste “station” Arsuk, som vi ankom til den efterfølgende morgen. Her var der ikke en kaj som båden kunne lægge til, og derfor skulle de først til at hejse en mindre tenderbåd ned i vandet som så sejlede ind til den lille bygd. Gunilla kunne oplyse mig om, at man her holdte rensdyr som landbrugsdyr, altså i en fold i stil med køerne i DK. Der lå forresten et kæmpe isbjerg lige foran bygden, hvilket da også gav anledning til at finde kameraet frem og tage et billede eller to af den flotte kontrast mellem ødeland, bygd, isbjerg og vores teknologiske båd.

Næste morgen var der rigtig mange isbjerge omkring vores skib, det var et rigtig flot skue og endnu et par billeder blev knipset. Om eftermiddagen ankom vi så til sydgrønlands største by, Qaqortoq (udtales Ra-ror-dork), hvor vi skulle være i 4 timer. Vi fik dermed tid til at se hele byen og få en bid mad på en hyggelig thailandsk restaurant. Vi (eller rettere Gunilla) opdagede hurtigt at der var udsalg i flere af byens butikker, hvilket bevirkede at vi begge, men især Gunilla fik købt lidt tøj og sko. Jeg fik ligeledes købt mig et ekstra 8GB memorykort til mit kamera, da jeg ud fra antallet af billeder som allerede var blevet taget, kunne se at vi måske kom i pladsproblemer med mit nuværende 16GB kort. Så nu havde jeg hele 24GB hukommelse at boltre mig med og to styks batterier som skulle holde til hele vandreturen.  😉

Vel tilfredse med hver vores måde at formøble vores penge på, gik vi igen ombord på båden og satte kursen nordøst mod Narsaq, som vi anløb en time senere. På sejlturen ind mod Narsaq, bevægede vi os længere og længere ind mod indlandsisen og de mange isbræer hvilket også kunne ses på antallet af isbjerge/isskosser i fjorden. Slet ikke dårligt for mig selvom Gunilla mere og mere gjorde grin med at jeg næsten skulle tage et billede af hvert eneste isbjerg. Hun mente, at jeg snart skulle tage op til Ilulissat for at se hvordan rigtige isbjerge ser ud. Hun sagde at dem vi har hjemme omkring Nuuk kun er små isterninger/isskosser, dem omkring Narsaq er begyndende isbjerge, mens dem i Ilulissat kan blive flere hundrede meter på hver led. OMG!!! Ilulissat here I come. 🙂

Nå, men da vi ankom i Narsaq stod Gunillas veninde, Aviak, på kajen og ventede på os. Hun kunne fortælle at hun havde lånt et hus hvor vi kunne bo i den tid vi var i Narsaq. Det passede os rigtig godt for så havde vi også et sted til den ekstra bagage vi ikke skulle havde med på selve vandreturen. 🙂

Dagen efter brugte vi tiden på at se byen og hilse på noget af Gunillas familie som stadig bor i byen. Om aftenen holdt Aviak en hyggelig fødselsdagsmiddag med lam, fiskefrikadeller, flødekartofler, kogte kartofler m.m. Vi havde medbragt en lille gave og to flasker vin som begge selvfølgelig blev drukket. Dagen efter besluttede vi begge to, at vi så småt ville begynde at pakke vores vandreudstyr og så drage af sted….

Del 2. (Vandreturen fra Narsaq til Qassiarsuk)

Dagen hvor vores ferie for alvor skulle til at begynde blev således fredag d. 16. juli, hvor vi vågnede op til let regnvejr og tiltagende blæsevejr. Vi blev i formiddagstimerne ringet op af Gunillas grandonkel, som faktisk bor i Qassiarsuk som var vores endestation, og som kunne fortælle os eller rettere advare os mod at tage af sted den dag, netop pga. blæsten. Men vi VILLE af sted ligegyldigt hvad og da vejret i Narsaq sådan set var fint nok, selvom det regnede og blæste en smule, tog vi dermed af sted i løbet af middagstid.

På nedenstående billede har jeg optegnet hele vores vandretur. Den første dag er markeret med rødt, 2.dagen med blåt, 3.dagen med grønt, 4.dagen med gult, bådturen til Qooqqup Sermia med turkis og så endelig bådturen retur til Narsaq med orange.

Turen startede med at vi fik et lille lift af Gunillas onkel, som kørte os lidt uden for byen hvor vi tog rygsækkene på og startede vores opstigning mod Talut, udtales som Da-lut.
Vi havde på forhånd regnet med at vores destination den dag skulle være en af de tre teltpladser i bugten Sarfannguit Ilua, men det skulle vise sig at blive noget anderledes. Sagen var nemlig, at som timerne gik, og vi langsomt bevægede os længere og længere op i terrænet, med henholdsvis 16 og 20kg på ryggen, tog vinden til og vi kunne begge snart fastslå at vi ikke orkede at gå meget længere den dag. På det tidspunkt befandt vi os i ca. 600-790 meters højde og havde absolut ingen muligheder for at slå teltet op i den storm der nu rasede.
Jeg tænkte flere gange, at vi nok burde have lyttet til hendes onkel, men det var jo nu for sent. Jeg kunne også se at Gunilla havde det hårdt, hun mistede fra tid til fodfæste og havde problemer med bare at stå nogenlunde stille og undgå at blive kastet omkuld af vinden. Selv tænkte jeg kun på at komme over fjeldet og ned til søen Taseq – som udtales Da-serk, og som ligger i 518m højde. Problemet når vi engang kom frem til søen var bare at finde et sted med så meget læ, at det var muligt at slå teltet op. Selvom det hele måske lyder lidt vildt eller farligt, var det betryggende at vi var sammen deroppe og dermed kunne støtte os til hinanden.

Da vi endelig kom ned til søen fandt vi ret hurtigt et sted omme bag en lille høj hvor der var lidt læ fra vinden. Vi slog hurtigt teltet op, hentede noget vand til trangia’en, lavede to portioner aftensmad, som forresten bestod af posetørret mad hvori kogende vand bare skal tilsættes. Det smagte dejligt og humøret begyndte så stille at stige igen.
Vi krøb rigtig trætte ind i teltet og lagde os hurtigt til at sove. I løbet af natten erfarede jeg så også lige at den nye og meget lette sovepose jeg inden turen havde købt, godt nok billigt, heller ikke var så varm som min anden og noget tungere sovepose. Måske skulle man en anden gang prioritere comfort fremfor vægten. 😉 Husk dette til næste gang Goosy!!

På 2.dagen vågnede vi op til et meget bedre vejr. Det blæste ikke meget, dog var det stadig lidt skyet, men man kunne skimte lidt blå himmel langt ude i horisonten. Så vi lavede morgenmaden, som bestod af havregrød, pakkede vores telt og rygsækkene og begav os af sted. Den dag vidste vi at vi ikke skulle gå så langt, vores mål var stadig en af de tre teltpladser nede ved fjorden, så vi skulle bare gå lidt længere op og så havde vi en sort umarkeret nedstigning til teltpladserne. Da vi nåede toppen og kunne se ud over fjorden og de mange isbjerge, holdt vi et velfortjent hvil, hvorefter vi begav os ned af den RIGTIG stejle bjergskråning som bestod af mellemstore klippeblokke. På kortet var den godt nok vist som en sort umarkeret (alternativ) rute, men jeg synes godt nok at den var stejl, især når man tager vores tunge oppakning i betragtning.

Nå, men ned kom vi da efter en times tid eller to, og nu var humøret rigtig i hopla da vi nu “bare” skulle gå langs vandkanten indtil vi ikke gad mere og fandt en god teltplads. Vi begav os stille og roligt af sted og ledte efter et godt sted at spise noget frokost. Da frokosten var indtaget og et par timers vandring senere, fandt vi ud af at ruten nok var lidt længere end først antaget, især hvis vi gerne ville nå teltpladsen længst inde i bugten.
Vi gik og gik og slog endelig teltet op omkring kl. 20 den aften. Igen trætte ovenpå strabadserne lavede vi et hyggeligt lille bål tæt ved den næsten udtørrede elv og en omgang tørmad. Da maden var klar, mente vi at dagen skulle afrundes med en lille baileys, som smagte fortræffeligt oven på de mange kilometer.
Midt om natten blev vi vækket af et stenskred i et af de omkringliggende bjerge, jeg vidste dog at vi var alt for langt fra bjergsiden til at det kunne involvere os og vi sov derfor videre. Det skal lige siges at vi hele dagen havde perfekt solskinsvejr fra en skyfri himmel, så vi var rigtig glade for at vi dagen forinden alligevel var taget af sted.

Næste morgen stod solen igen højt fra en skyfri himmel. Vi spiste hurtigt morgenmad og begav os af sted i retningen af en lille bygd ved navn Ipiutaq. Herefter skulle vi begynde en jævn opstigning til en telemast øverst på en lille bjergkæde inden vi igen skulle ned til et mere fladt landskab med en masse søer.
Men inden vi nåede så langt, opdagede vi noget som vi først troede var en teltplads af en eller anden slags. Da vi kom nærmere, kunne vi dog se, at der i stedet for var tale om et amerikansk fly som var styrtet ned her midt i ingenting. Vi holdt naturligvis en pause for at undersøge flyet, hvorefter vi fortsatte vores opstigning. Dagen forinden og i løbet af denne dag, erfarede vi så småt, at området var tørt og at det ikke så ud til at der er faldet noget nævneværdig regn i lang tid. Dermed var mulighederne for at finde små rindende elve/vandløb ikke store og vi måtte derfor spare lidt mere på vores vand i løbet at dagen. Ved den foregående dags teltplads, som skulle ligge tæt ved en større elv, var elven som sagt også næsten udtørret. Så dagens opstigning måtte altså betyde, at vi langsomt bevægede os længere og længere væk fra muligheden for at finde frisk vand. Dette resulterede også i at vi udskød vores frokost indtil vi langt om længe fandt lidt rindende vand. Her holdt vi et langt hvil hvor vi massagerede hinanden og hvor det egentlig også var hensigten at vi skulle slå lejr, altså lige indtil Gunilla en times tid senere gerne ville videre op til antennemasten.

Da vi igen i dag gik via en umarkeret rute (den eneste der går den vej), og vi ikke vidste hvor vi helt præcist var, var vi ikke helt sikre på hvornår vi kunne regne med at nå op til antennemasten. Men da vi endelig nåede derop, var klokken næsten 21 og solen malede hele det omkringliggende landskab i flotte rødlige farver. Der var fuldstændig vindstille og efter et lille hvil, hvor vi betragtede det flotte blik over lavlandet foran os og isfjorden, bevægede vi os langsomt nedad bjergsiden.
Ikke langt nede af bjergsiden sagde mine ben og knæ stop for i dag og vi slog teltet op og gik i seng uden aftensmad.

Næste morgen uden morgenmad pga. manglende vand til havregrøden, satte vi kursen mod Sillisit.
Det gik dejligt nedad og langsomt men sikkert nærmede vi os også mere frugtbart jord med mulighed for at dyrke græs osv. Da vi endelig nåede derned hvilede vi os tæt nede ved fjorden med et flot blik ud mod de mange isbjerge der flød rundt i fjorden. Fra tid til anden kunne man på en solrig dag som den dag med en skyfri himmel alligevel høre det, som for os lyder som torden. Det skulle dog vise sig “bare” at være lyden fra et isbjerg når det brækker i mindre stykker. Da vi sad helt nede ved vandkanten kunne man også høre en mærkelig rislen, som åbenbart er lyden fra når isen smelter og drypper i havet eller når de ligger og skvulper.
Det var super dejligt bare at kunne sidde der i solen i det grønne græs og beskue de mange isbjerge. Jeg sad selvfølgelig hele tiden med mit kamera parat til at tage et videoklip hvis et isbjerg i nærheden skulle brække midt over. Problemet er bare at man først hører braget og herefter to afbrækkede isstykker som ligger og vipper. Jeg fandt dog ud af, at det ofte var tilfældet, at et isbjerg der lige var brækket over, brækkede over igen i endnu mindre stykker. Sikkert noget med at stabiliteten/balancen i isbjerget var ødelagt.

Nå, men vi skulle jo videre derfra og vi gik derefter på en traktorvej fra Sillisit til Qassiarsuk, som var vores destination. Vi vidste ikke på forhånd hvordan traktorvejen var at gå på, og dermed heller ikke om det var muligt at nå Qassiarsuk. Men vi gik videre ad vejen og på et senere tidspunkt drejede vi lidt ind i landet og skulle hen til to større søer som lå midt i det hele.
Da vi nåede derhen og hvilede os igen, skulle jeg da lige afprøve det grønlandske søfiskeri, som viste sig at være godt. I første kast var der en lille fjeldørred som bed på krogen og i den efterfølgende times tid skulle det vise sig at blive til mange små fjeldørreder. En skam at de var så små, ellers havde vi jo mere end nok til en dejlig omgang aftensmad – mums.
Nå, men som tiden gik, blev vores ben, knæ og fødder mere og mere ømme. Jeg kunne se på Gunilla at hun snart ikke kunne mere, men fremad var hun alligevel fast besluttet på, ikke så meget vrøvl der. 🙂
Da vi endelig nåede frem til Qassiarsuk, ringede Gunilla til hendes Grandonkel, som et par dage i forvejen havde advaret os mod at starte i blæsevejret. Vi mødte onklen halvvejs nede i bygden og han viste os vejen til vandrehjemmet som hedder Leif Ericsson og var ejet af nogle spanioler. Vi fik et værelse, et tiltrængt varmt bad, noget at drikke, bestilte aftensmad og satte os derefter ud på den lækreste terrasse hvor vi sad og nød en kold sodavand.
Vi havde i første omgang kun bestilt en enkelt overnatning, men om aftenen forhørte vi os hos manageren om det var muligt at overnatte endnu en nat og ligeledes om der var nogle udflugter den næstkommende dag. Vi fik en nat mere og han kunne glædeligt oplyse os om, at et andet par allerede havde bestilt en tur til isbræen “Qooqqup Sermia” som betød Qooqqu’s is, som ligger en smule sydøst for vores bygd.

Dagen efter stod vi op, spiste morgenmad og var klar nede på kajen kl. 12.30. Forinden havde vi et par timer hvor vi fik set det der nu var at se i bygden. Det skal nok her siges, at området vi havde vandret i er det man kalder “Erik den rødes land” og at bygden Qassiarsuk har en statue af Leif Ericsson som var sønnen til “Erik den røde”. Leif Ericsson blev grundet sin heltegerning, hvor han reddede nogle sømænd fra et forlist skib, efterfølgende kaldt for Leif den lykkelige.
Nå, men vi fik set hvad der var at se, og da klokken blev 12.30 startede vores tur ind mod isbræen. Vores kaptajn viste sig at være en dansker som har været i Grønland næsten hele sit voksenliv. Han fortalte os at formålet med turens sejlads var at sejle så langt ind mod isbræen som isen den pågældende dag nu tillod. Nogle gange kunne man ikke komme særlig langt ind pga. isen og nogle gange kunne man ikke se isbræen. Vi sejlede derind med en smule frygt for at vi ikke fik det syn som vi allerinderst håbede på, nemlig indlandsis/isbræ på tætteste hold.
Efter noget tid kunne vi allerede se isbræen og han fortalte os, at vi den pågældende dag var rigtig heldige. Han sagde, at det kun var meget sjældent at vi kunne komme så langt ind som han mente at vi kunne komme. Vi sejlede længere og længere ind og til sidst var vi meget tæt på selve isbræen. Derefter lagde han til ved et flydende isbjerg hvorfra der blev hentet noget indlandsis og vi blev tilbudt en lille drink med ægte indlandsis. Da vejret var perfekt og vi var i fantastiske omgivelser kunne vi ikke sige nej til dette tilbud. Der blev skålet, kigget lidt mere på is og så begyndte turen hjemad igen. Isbræen kævler ca. 200.000 tons is om dagen, så det er ikke så underligt at der så meget is ude i fjorden. 🙂

Dagen efter skulle vi tidlig op og være nede ved kajen kl. 8 for at komme ombord på båden som skulle sejle os tilbage til Narsaq. Det var også en flot sejltur, hvor man kunne se at vejret længere ude i fjorden var dårligere og mere gråligt, og vi mente at vi havde være utroligt heldig med vejret, også selvom det blæste den første dag.

Vi skulle forbi bygderne Itilleq og Ipiutaq som vi et par dage forinden næsten kom forbi på gåben. 🙂
Det var rigtig flot at sejle langs med den rute man havde gået, så kunne man rigtig se de bjerge og dale man dagene forinden havde vandret igennem.

Del 3. (Den sidste dag i Narsaq og sejlturen tilbage til Nuuk)

Vel hjemme igen i det røde hus, slappede vi fuldstændig af. Det var dejligt bare sådan at have tid til at lave absolut ingenting og dovne til tv’et. Om aftenen inviterede jeg Gunilla på middag i restaurant Klara og kl. 21.30 gik vi så atter ombord på Sarfaq Ittuk med kurs mod Nuuk og vante omgivelser.

På hjemturen som skulle vise sig at blive mere tåget og generelt lidt dårligere vejr, kom vi selvfølgelig forbi de samme byer og bygder som da vi sejlede derned. Vi fik set Paamiut som vi tidligere missede. Paamiut er ligesom Narsaq en lidt større by og ser rigtig hyggelig og imødekommende ud. Da vi lagde fra kajen i Paamiut og stadig stod oppe på dækket og nød det flotte landskab, blev der over højtalerne informeret om, at der lige var blevet spottet to hvaler styrbords. Så vi skyndte os selvfølgelig hen for at kigge efter dem og efter noget tid kunne man langt ude i horisonten se de to hvaler komme op til havoverfladen igen. Ca. 200 billeder senere kunne vi, ved at nærstudere og zoome ind på billederne, konstatere at der var tale om to pukkelhvaler. De slog flere gange i vandet med deres finner og de dykkede hver en enkelt gang så man kunne se deres flotte halefinne. Ca. 15 min senere var der også en anden hval som var lidt tættere på vores båd, denne viste dog ikke sin halefinne, som jeg synes er det flotteste syn inden de dykker ned i dybet. Ud over dette krydderi på vores rejse, skete der ikke så meget mere på hjemturen.

Da vi ankom til Nuuk fredag morgen kl. 7.30 blev vi hentet af Gunillas far og hendes bror som kørte os hjem til Nigerleq 1a og 1b.

Alt i alt var hele turen en rigtig flot oplevelse og noget jeg længe vil huske. Gunilla var så venlig at skrive dagbog, alt i alt blev det til 70 sider i et kladdehæfte, så der er nok ikke noget som er udeladt eller glemt.
Og til dem af jer som er nået hertil i jeres læsning, vil jeg sige at jeg er klar over hvor meget der er at læse og se på, men det dækker selvfølgelig også mange forskellige og dejlige oplevelser som jeg ønsker at dele med jer.

Lidt forskelligt fra det høje nord.

Hej

Inden jeg lige publicerer et lidt længere indlæg om vores vandretur til sydgrønland, vil jeg lige have kronologien i orden, så derfor bringer jeg et kort indlæg omkring tiden op til vandreturen. 🙂

Vi har været oppe på Store Malene (780m). Det foregik en lørdag med super godt vejr og næsten helt vindstille, hvilket og bevirkede at der også var en helvedes mange myg, men det må man jo tage med. Vi tog ca. 2 timer om at gå derop og ca. det samme returvejen. Der er virkelig en flot udsigt deroppe fra, det er bestemt ikke sidste gang jeg er deroppe.

Og så er der også et par billeder fra min tur til DK i juli måned, det var rigtig hyggeligt at være hjemme selvom det hele selvfølgelig var lidt hektisk. Men måske er det bare sådan når man bor heroppe og ikke lige har tænkt sig at spendere en ferietur til DK i den nærmeste fremtid.

Da vi fløj hen over indlandsisen kunne man se nogle helt blå søer nede midt på isen, det så rigtig køligt og dejligt ud, især når man sidder afslappet i et sæde i flyveren.

Og slutteligt vil jeg lige prale lidt med mit fine drivhus og at jeg har fået en riffel…. altså virkelig FÅET…. af Gunilla. Og den er afprøvet en dag hvor vi var ude at sejle.

Vejret i Nuuk
Nuuk
25. maj 2018, 16:46
Delvist solrigt
Delvist solrigt
4°C
Følt temperatur: 4°C
Aktuelt lufttryk: 1000 mb
Luftfugtighed: 44%
Vind: 3 m/s NNØ
Vindstød: 3 m/s
Solopgang: 03:41
Solnedgang: 23:07
 
Webcam fra altanen