USA-tur med bettebror (aug-sept 2012)

Vi ankom til Los Angeles d. 21. august om eftermiddagen med flyet fra Düsseldorf. Vi tog en shuttlebus ud til biludlejningsselskabet Dollar hvor vi fik vores bil, en rød Ford Escape med fin plads til bagage osv.

Dernæst satte vi kursen mod vores hotel, Mayfair, som lå downtown L.A. Vi havde på forhånd godt nok fået fortalt at downtown i L.A. ikke havde så meget at byde på, og det kunne vi så nu også selv bekræfte. Den består mest af højhuse, og mangler cafe/byliv som man kender det fra andre storbyer.

Sen eftermiddag kørte vi lidt rundt i L.A., heriblandt et besøg i det fashionable Beverly Hills. Hold da op nogle ejendomme der er derude, de er nærmest bevogtet som et fængsel med kæmpe murer rundt om deres grunde. Derefter gik turen ud mod havet og Santa Monica hvor vi fik vores aftensmad på en hyggelig italiensk restaurant.

Om aften blev vi enig om at køre forbi deres baseball stadium, Dogers stadium, og se om vi kunne komme ind til kampen mellem L.A. Dogers og San Fransisco Giants. Det var en god oplevelse, selvom vi skulle bruge noget tid på at finde helt ud af reglerne. Her oplevede vi også vores første strikse regel om ID når man vil købe øl, for NJ skulle op og købe øl til os, men havde kun penge med ind til kampen og derfor ingen ID, så det blev kun til 2 store sodavand.

Dagen efter, d. 22. august, stod det på et besøg i Hollywood, hvor vi parkerede og fik oplevet gaden med alle de berømtes navne på fortovet. Det var solrigt og temperaturen lå omkring de 30 grader og der var mange turister som ligesom os bare skulle opleve atmosfæren. Herefter gik turen op til det store Hollywood skilt, som selvfølgelig skulle opleves.

Efter at vi havde kørt lidt rundt i bakkerne omkring Hollywood, kørte vi så syd for L.A. til vores første Outlet, Citadel Outlet, hvor der var ca. 80 outlet-butikker, alt lige fra Nike, Hugo Boss, Adidas og over til mere ukendte mærker som vi ikke kender derhjemme.

D. 23. var vores sidste dag i L.A., og den startede ud med at vi kørte til Universal Studio, som er en forlystelsespark. Der var ca. 30-33 grader, så det var lidt varmt den dag. Vi fik set lidt forskelligt i parken og prøvet et par forlystelser, både hvor vi blev våde og af mere oplevelsesmæssig karakter hvor vi blev kørt rundt i de falske byer som de bruger når de fx skal optage en Western by.

Efter Universal, satte vi kursen sydpå mod San Diego, hvor vi igen havde taget et hotel downtown. Hotellet hed 500-West og var et billigere hostel uden aircondition, så vi sov hver nat med vinduet på fuld gab og med ørepropper for at kunne sove for ventilatorlarmen udenfor. Vi ankom sent om aftenen og fandt en bar, Yard, som ikke lå langt fra os, og hvor vi så fik en tiltrængt fadøl. De reklamerede med at de havde flest forskellige fadøl, og deres ”menu-kort” fyldte da også 3 sider… kun med fadøl!

Om morgenen d. 24. fik vi en god omgang morgenmad bestående af en kæmpe omelet til Gustav og pandekager til Niels Jacob.

Da morgenmaden var indtaget, satte vi kursen ud til halvøen Coronado, hvor vi bookede en teetime til senere om eftermiddagen. I mellemtime besøgte vi så endnu en Outlet, Las Premium, som havde ca. 120 outlet-butikker.

Om aftenen besøgte vi The Gaslamp District, som ikke lå langt fra os og som summede af byliv med mange cafeer, restauranter, klubber osv. Det kan mest af alt sidestilles med Jomfru Ane gade i Ålborg, bare en del større. Her fik vi først en bid mad og efterfølgende en fadøl på en Irsk bar.

D. 25. fik vi en hurtig omgang morgenmad, hvorefter turen gik til SeaWorld. Derefter gik turen ned til stranden som virkelig var en god strand. San Diego har ca. 70 mil strande omkring sig, så der er nok at tage af. Derefter kørte vi op forbi Point Loma som er et fyrtårn som ligger med den mest fantastiske udsigt til hele byen. Der var desværre lukket så den seværdighed måtte komme på næste dags to-do liste.

Om aftenen var vi igen nede i Gaslamp District hvor vi fik lidt mad på et pizzaria der hed Woodfirede pizza og en fadøl.

D. 26. Da vi to dage tidligere var ude at spille golf, var vi blevet anbefalet af vores medspillere at se byens gamle hotel som var bygget engang i 1800-tallet da der ikke lå andet i det område. Det lå også på halvøen Coronado og med en fantastisk udsigt ned til stranden som lå lige nedenfor. Valet parking for hotellets gæster kostede næsten det sammen en enkelt overnatning på vores hostel, det kan man så tænke lidt over.  Efter vi havde set det, tog vi igen op til Point Loma for at se udsigten som virkelig også var fantastisk. Man havde et kig ud over hele byen og samtidig kunne man kigge ud over vandet. Da vi ikke var så langt fra stranden hvor vi tidligere badede, besluttede vi os for at køre tilbage til det sted og hvor vi denne gang så fik købt to boards så vi kunne prøve at surfe på bølgerne. Det var totalt grineren, og det tog også lidt tid før vi fandt ud af tricket og hvornår man skulle sætte af. På vej tilbage til vores hotel ledte vores guide (Michelle) os tilfældigvis igennem et italiensk kvarter der kun lå 10 minutters gå tur nord for vores hotel. Så efter at have parkeret bilen, valgte vi at gå gennem op til Little Italy og finde en restaurant hvor vi fik nogle virkelige gode retter og en god flaske vin.

D. 27. Vi skulle nu til at køre ind i landet i nogle dage, så vi besluttede os for at starten turen med tur på stranden med vores boards, så vi kunne lege lidt mere i bølgerne. Herefter kørte vi mod Las Vegas, hvor vi stoppede forbi et stort outlet, Onatrio Mills, igen med ca. 200+ butikker. Derefter ankom vi senere på aftenen til Las Vegas og vores hotel, Monte Carlo.

D.28. Besluttede vi os for at køre øst på fra Las Vegas og se Hoover Dam på tættere hold. Her fik vi virkelig varmen at mærke. Efter vi havde gået rundt om Hoover Dam og set det vi mente skulle ses, kom vi tilbage til en bil hvor der var 140F (60gr) inde i bilen. Da vi om eftermiddagen kom tilbage til hotellet skulle vi lige slappe af en times tid ved poolen inden vi skulle ud og opleve Las Vegas by night. Vores aftens mad blev indtaget på Hooters hvilket var lidt af en skuffelse i forhold til madens kvalitet. Efter maden glædede vi os over at vi havde købt billetter til et dance shows ”Fantasy” på det fashionable hotel Luxor, som virkelig var en oplevelse værd. Senere fandt vi vores lille Venedig, som var et kæmpe hotel/casino, men indvendigt var der lavet livagtige gader og vandkanaler som i Venedig. Selv loftet var designet så det så ud til at være skumring hele dagen.

D.29. Nu skulle vi ud og spille golf igen, så vi fik booket en tid på en golfbane i nærheden af hotellet. Wild Horse golfcourse. Her fik vi igen varmen at mærke, da vi ved skranken fik udleveret 2 klude som de flinke folk mente, ville komme os til gavn i løbet af runden. Efter et par huller fandt vi da også ud af at temperaturen nåede op omkring de 40 grader, så de fugtige klude var dejlig kølende i nakken og beskyttede mod en solskoldning. Vi havde inden runde aftalt at taberen skulle give middagen om aften, men desværre ende det uafgjort imellem os. Om aften fandt vi et rigtigt australsk steak house, hvor vi fik nogle helt vildt gode steaks. Efter aftensmaden blev vi enige om at tiden var inde til at vi også skulle prøve dette hersens spil på et af casino og se om vi kunne slå dem. Vi havde begge taget 100$ med til et black jack bord, hvor vi fik lov til at sidde og spille med vores penge meget længere end vi havde forventet, så det var en sjov oplevelse og længere oplevelse end forventet.

D. 30. Vi skulle nu forlade Las Vegas, men ikke uden en lille tur ned til poolen om morgen. Herefter kørte vi ud til vest indgangen af Grand Canyon for at opleve Grand Canyon Skywalk, og hvilket syn man fik. Efter et par timer ved Skywalken kørte vi videre til et hotel vi havde booket i en lille by, Williams, kun en time fra det ”rigtige” Grand Canyon.

D. 31. Vi kørte fra Willams om morgen mod Grand Canyon, hvor vi gjorde et par stop undervejs, for der skulle jo lige tages et par billeder af dette prægtige view. Vores tur videre til byen Page, gjorde at vi kørte en del langs med Grand Canyon, hvilket jo ikke var nogen skam da der hele tiden dukkede nye og spændende views op. Tidligt på eftermiddagen nåede vi så til byen Page, hvor vi havde planlangt at vi ville på en tur til Antelope Canyon, men turist-informationen kunne desværre kun beklage at der ikke var flere pladser på dagens udflugter, men at vi kunne vælge at komme med en morgentur den efterfølgende dag. Så måtte vi tænke hurtigt for vi havde egentlig booket et hotel længere fremme på ruten i nærheden af Zion National Park, men blev ret hurtige enige om at vi måtte finde et sted i Page for at overnatte da vi ville med på turen. Så vi fandt et lille hotel i byen og fik annulleret det oprindelige hotel så gik det hele alligevel for os.

D. 1. sep. havde vi sat vækkeuret til kl. 6:30 da vi som sagt skulle på en tur ud til Antelope Canyons kl. 8. Vi blev alle læsset op på en stor 4-hjulstrækker og kørt derud i en hujende fart. Det var en guidet tur igennem området så man måtte ikke på egen hånd opleve det eller gå andre veje. Pga. den tidlige tur stod solen endnu ikke direkte ned i selve kløften, men det var alligevel en oplevelse at se og gå rundt. Igen et sted hvor man kunne blive i laaaang tid for at tage det perfekte billede.

Da vi kom tilbage til bilen, var klokken kun 9:40, så vi besluttede os for at tage forbi et sted som hed Horseshoe, og som ikke lå ret langt væk fra Page. Det skulle dog vise sig at blive besøget værd. Det var nu allerede begyndt at blive varmt igen, så vi så begge frem til at komme tilbage til den air-conditioneret bil.

Herefter satte vi GPS’en på Las Vegas som vi nu igen skulle igennem for at komme til Death Valley og vores destination, byen Beatty, hvor vi skulle overnatte.

Death Valley var HOT, også selvom vi ankom ved solnedgangstid, omkring klokken 18-19. Det var utroligt at se de mange forskelligfarvede bakker, sanddyner og bjerge flette sig ind i hinanden. Gennem hele turen fra Grand Canyon har vi begge to utallige gange undret os over, at et land kan have så stor en variation i landskabet, gående fra ørkenen omkring Las Vegas, til det uforventede flade grønne og trærige område syd for Grand Canyon, over til det begyndende prærielignende og mere bjergerige område øst og nordøst og så til Death Valley hvor der ikke var en eneste sky i horisonten og hvor bjergene og jorden var golde og lignede dynger af sukker eller mel.

Death Valley ligger under havets overflade og på et tidspunkt viste vores GPS også -236 feets i højdemåleren.

Men vi oplevede også at temperaturen hurtigt kan falde i Death Valley, for da vi begyndte at køre ud af parken var kl. 19 og da viste bilens udendørstermometer 104 fahrenheit (40 grader) og ca. 20 min senere var den så faldet grader til 80 fahrenheit eller det der svarer til ca. 26 grader. Altså et fald på 14 grader på kun 20 minutter.

D. 2 sep. startede vi ud tidligt om morgen med at sætte kursen mod route 95, 395 og 120 som går ind over Yellowstone Nationalpark. Målet for dagen var San Francisco.

Vi havde en smule benzinproblemer i den første del af vores tur, men med lidt økonomisk kørsel gik det alligevel hen til den nærmeste benzinstation og vi fik tanket helt op igen.

Vi kom som sagt igennem Yellowstone Nationalpark, som var en del mere crowdet end jeg havde forventet. Det var som om at alle skulle derud. Men stadig fantastisk og varierende. Betagende og et sted man kunne tage det ene billede efter det andet.

D. 3. september vågede vi op til vores første dag i San Francisco. Her skulle vi være de næste tre dage, så vi havde om aftenen planlagt at vi gerne ville se lidt på byen, heriblandt specielt The Golden Gate Bridge og Muir Woods, som ligger lidt nord for broen. Efter et godt morgenmåltid på Mells, som for øvrigt var byens første drive-in, tog vi bilen ned til Golden Gate Bridge Park for at se hvordan området så ud, hvorfra man bedst så broen osv. Vi fik ved selvsyn konstateret, at det ikke er tilfældigt at de fleste billeder med broen også indeholder skyer/tåge, for vores første møde med broen var også særdeles skyet/tåget. Så de to ting må vi ha til gode til en dag. Vi tog derfor i stedet ud til endnu et Outlet-område, som lå ca. 1 times kørsel fra downtown. Det var noget mere proppet med folk, men det var også Labour-day, hvilket er en slags helligdag som falder på den første mandag i september. Da vi hver i sær havde foretaget vores indkøb og fået en bid mad, tog vi atter tilbage til downtown og The Golden Gate Bridge for at se om tågen nu havde lagt sig, hvilket den desværre ikke havde.

Så vi blev i stedet for enige om at tage ned til molerne/havnefronten for at se hvad der lå af barer, restauranter osv.

Derefter købte vi nogle øl og tog tilbage til hotellet for at slappe lidt af.

Det er nu blevet d. 4. september, og vi havde sat Muir Woods på dagens program. Det er en redwood-skov ca. 10 mil nord for The Golden Gate Bridge. Helt utroligt at træer kan vokse sig så høje. Niels fandt ud af, at de vokser sig høje i løbet af de første 100 år og derefter bliver de kun tykkere og laver et større rodnet. Midt inde på ruten så vi en ugle sidde kun ca. 5-6 meter fra os. Niels Jacob fandt også ud af at banken havde lukket hans Visa-kort da han har brugt mere end 20.000 kr. i løbet af den sidste måned. Så nu er alt på min regning…. Not. 😛

Vi tog en tur ned downtown til Union Square, hvor vi fandt en plads i solen. Det var super dejligt bare at sidde og nyde solens varme, og bagefter tog vi hjem til en tiltrængt eftermiddagslur. Det var faktisk den første eftermiddagslur vi har taget på hele turen, og jeg tror at vi begge havde brug for det. Vi sov i hvert fald til lidt over kl. 20 og sprang dermed aftensmaden over. I Union Square, som bare er en åben plads med en masse palmer, oplevede vi faktisk at en opsynsmand overfor en  af de siddende gæster påpegede, at man ikke måtte ryge i det område. Det er første gang at jeg har oplevet at det ikke var tilladt at ryge udendørs.

D. 5. september startede vi dagen med at lade bilen stå i parkeringshuset og i stedet for købe et 3 dags turskort til de offentlige transportmidler. Derefter kørte vi med bus ud til Californien Academics of Science som lå midt i Golden Gate Bridge Park. Efter den middelmådige tur, besluttede vi os for at gå en tur i parken. Vi nåede dog ikke langt før vi nåede til et sted hvor man lejede cykler ud. Så vi fik i stedet for en god cykeltur på en 4-hjulet cykel med plads til tre personer.

Da vi trætte fik afleveret cyklen tilbage tog vi bussen ned til Golden Gate Bridge i håbet om at det i dag var blevet bedre vejr til at se broen, og det må man sige at det var. Selvom de i nyhederne dagen forinden havde sagt at vi kunne forvente en masse tåge, kunne man i dag se hele broen. Så vi besluttede os for at gå en tur på broen og nyde det dejlige vejr.

Da vi bagefter var kommet ind til byen, tog vi nu endelig byens anden turistattraktion, kabelvognene, ind mod vores hotel som lå i Geary street. Det var en rigtig fin og nostalgisk oplevelse.

 

Til aftensmad fik vi running sushi, dog i flydende både i stedet for på en bånd som man er vant til i Danmark. Vi var begge ret tilfredse og på vejen hjem, faldt vi over et par Ben & Jerry is og en god flaske Leffe Blonde.

D. 6. Vi startede morgenen med at tage en kabelvogn ned til den centrale del af havnen hvor vi fik spiste vores morgenmad i solen. Kl. 12 havde vi booket en tur ud for at se Alcatraz. Det var en spændende tur, både indenfor og udenfor da vejret modsat de andre dage nu var høj solskin. Så man havde fra øen udkig til både hele byen og Golden gate bridge. Om eftermiddagen fandt vi os en lille cafe ved Union Square hvor vi begge fik os en fadøl i solen til den forsvandt om bag de høje bygninger.

D.7. Køre turen fra San Fransisco til Monterey langs Hwy 1 og vestkysten. Et enkelt stop blev det til hvor vi fik set hvordan Stillehavet stadig har mange kræfter selv på en stille dag.

Vi ankom til vores hotel lidt uden for Monterey først på eftermiddagen, hvilket gjorde at vi havde tid til at slappe af ved poolen/spa resten af eftermiddagen indtil solen forsvandt.

D. 8. skulle vi med flyveren fra L.A. til New York kl. 22:40. Vi havde dermed hele dagen til at køre de resterende ca. 300 mil fra Monterey langs kysten ned til L.A. hvor vi så også skulle aflevere vores bil. Vi havde tænkt at det ikke kunne tage så lang tid og at vi dermed også havde en del tid til at være lidt ved stranden, men vi skulle ikke køre særlig langt før vi opdagede at der netop den lørdag formiddag var arrangeret et cykelløb som netop strakte sig fra Monterey og ca. 100 mil sydpå. Så fra tid til anden gik det lidt trægt på de små veje og da vi begyndte at nærme os Santa Barbara var klokken også allerede ca. 16. Men vi fik badet og hvilet os i 1 times tid hvorefter turen atter fortsatte sydpå i den smukkeste solnedgang på vestkysten.

Vi fik planmæssigt afleveret bilen og bordet vores natfly til N.Y., og vi kunne dermed bare se frem til at vi næste morgen kl. ca. 7 ankom til vores sidste destination på vores dejlige lange rejse.

D. 9. Vi havde dagene forinden kigget en del efter billetter til en NFL kamp, og det passede fint med at vi kunne se JETS spille hjemme kl. 13 samme dag hvor vi ankom. Så efter vi fandt ind til byen og vores hotel på 87th gade, hvor vi heldigvis kunne få opbevaret vores baggage, gik turen atter ned i metroen og ud mod METSLIFE Stadium som ligger i New Jersey.

Der var en ubeskrivelig atmosfære til kampen, og hele ”cirkus’et” er større end vi er vant til i Danmark.

Da kampen var færdig omkring kl. 17 tog vi så ind til Central Park og fandt en solplet hvor vi lå i en lille times tid og bare nød at slappe af og være i The Big Apple.

Da solens stråler havde forladt pakken, tog vi så tilbage til vores hotel hvor vi så fik vores værelse, som så åbenbart kun er ca. 10 kvadratmeter og med fælles dobbelt seng for første gang på turen.

Lige nu ligger NJ i et velfortjent og afslappende karbad, mens jeg har opdateret vores dagbog. J

D. 10. VI FIK TRAVET BYEN RUNDT.  Vi startede morgen med at gå fra 87st West via Broadway ned til Times Square på 42st. Herfra tog vi metroen ned til WTC/Wall Street og Battery Park i lower Manhatten. Her fik os en god frokost fra en af de mange mad-biler der holder og laver mad på næsten alle hjørner i byen, virkelig godt mad til billige penge (4$). Vi spiste vores frokost i en lille park sammen med alle de lokale forretningsfolk og andre turister.  Vi gik herefter lidt rundt i Battery park før vi valgte at finde en metro ud til US open(Willies point) i håb om at vi kunne sidde udenfor i en park og se mændenes finale. Men da vi kom derud, fandt vi ud af at man også skulle have billet bare for at komme ind og se det på storskærm, så i stedet blev det til en velfortjent lur i solen.

Efterfølgende tog vi metroen tilbage til det pulserende liv i centrum hvor vi stod af ved 5AV. For at finde Empire State building hvor man kunne komme op i toppen på 87 etage, men fandt så ud af at det skulle koste os 57$ per person, så vi valgte at prøve Rockerfeller Center som dog kun gik op til 69 etager, men til gengæld kostede det også kun 46$ i alt for os. Så vi fik set vores solnedgang over New York/Manhatten og Central park hvilket var et spektakulært syn da vi fik set lysene der mærkede 9/11 monumentet der skød op i luften og skulle kunne ses i radius på 16 mile.

Da det endelige var blevet mørkt og Gustav havde fået de sidste natbilleder af New York gik vi på vores trætte føde ud for at finde noget at spise. Og vi var godt trætte da vi nåde tilbage til hotellet om aften (Læs Gustav fik kun 2 slurke af hans kolde øl på værelset inden han gav op og begyndte at brumme :).

D. 11. Efter den lange dag, var vi begge enige om at vi ville slappe mere af i dag. Så vi gik kort fortalt ud og fandt noget morgen mad før vi tog en metro ned til Battery Park og South Ferry for at se Friheds gudinden, men fandt ud af at der var en større renovering i gang. Så i stedet valgte vi at tage State Island færgen over til Staten Island, som var gratis og alligevel sejlede lige forbi frihedsgudinden. Efter et kortere besøg på Staten Island, tog vi metroen op til Central Park hvor vi slappede af resten af eftermiddagen.

Efter den afslappende eftermiddag fandt vi ud af vores forsøg på at finde aftensmad dagen før var fordi vi gik på den forkerte avenue, for alle de fede og gode spisesteder lå bare en gade hvorfra vi havde spadserede den forrige aften. Så nu var vi rigtig glade for at have fundet Amsterdam Avenue og fik noget rigtig godt aftensmad. Vi gik derfra ned i det der vidste sig at være det rigtige gå-ud-og-få –en-øl stedet på Columbus Avenue (9th) og mellem 42st og 50st, der var virkelige mange muligheder som vi valgte at prøve os lidt igennem. Alt i alt en rigtig dejlige afslappende dag og en god afslutning på vores sidste fælles aften i USA.

Til dem af jer som nu er kommet til slutningen på dette næsten utrættelige indlæg, vil jeg bare sige “Godt klaret”, det er nok det længste indlæg jeg indtil videre har lavet. Men nu har I også været igennem tre intense ugers oplevelser i USA, kogt ned til 393 billeder og en masse ord.

Og til bettebror vil jeg bare sige tusinde tak for den helt fantastiske tur. 🙂