Sejltur til Kaneq og igennem Nipisa-sundet med Julli og Maja

Maja har fra tid til andet påpeget, at hun rigtig godt kunne tænke sig at komme ud til udmundingen af Godthåbsfjorden hvor en nedlagt bygd ved navn Kaneq ligger. Jeg har tidligere været derude sammen med Kenneth, så jeg kendte godt vejen derud og hvilke muligheder der var for at komme i land.

I slutningen af Juli besluttede vi så, at nu skulle det være, og en af Majas barndomsveninder, Juli, blev spurgt om hun ville med.

Planen var, at vi skulle ud til bygden, få skudt vores rifler ind så de var klar til den forestående rensdyrsæson og så få afprøvet fiskeriet efter helleflynder i Nipisa-sundet.
På turen derud var der dog nogle ret store og brede dønninger, og jeg har aldrig før prøvet at sejle i sådan nogle, så det var da også lidt “sjovt”, eller rettere man skulle holde et ekstra øje åben for først sejlede man lidt op og dernæst sejlede man nedad igen, og pga. at de var rolige og brede, kunne man ikke rigtig bedømme hvor store de reelt var og hvordan de vil påvirke bådens gang.

Vi kom i land og fik set den nedlagte bygd. Nogle af husene er begyndt at blive istandsat og der findes nogle sommerhuse derude. Men der findes også total faldefærdige huse, bl.a. kirken.

Da vi skulle til at skyde vores rifler ind, fandt vi et par brædder vi kunne opsætte vores skydeskiver på og så startede skyderiet ellers. 🙂

Da vi var færdige, sejlede vi igennem hele Nipisa-sundet, det var første gang for mit vedkommende, men Juli har sejlet der meget. Vi sejlede dog forkert et enkelt sted, men kom hurtigt på rette spor igen.

Maja fangede to fine helleflyndere og siden da er der kommet flere i fryseren. 🙂

Telttur ved Præstefjorden med 2x Maja og Casper

Da børnene var taget af sted til Danmark, snakkede vi om at det kunne være hyggeligt at tage på telttur med Majas ældste søn, Casper, og hans kæreste Maja.

På den første telttur til Præstefjorden med de to små, gik jeg om aftenen længere op af elven og fandt det perfekte telt-område. Det var dette område jeg gerne vil prøve at nå op til denne gang.

Vi tog af sted og alt gik efter planen. Vi nåede op til teltpladsen og fik slået de to telte op. Vi prøvede alle at fiske, men der var ikke så mange ørreder i elven endnu. I hvert fald ikke så langt oppe.

Vi fangede dog et par stykker som vi lavede på bålet sammen med ris, majskobler og et par gode steaks vi havde taget med.

Men inden vi begyndt at lave mad, så Casper pludseligt en rensdyrkalv ovre på den anden side af elven som var på vej ned af langs bredden. De andre var på det tidspunkt oppe ved teltene og blev siddende stille for et at skramme den. Jeg sad ca. 100 m længere nede af elven ved en skrænt og rensdyret besluttede åbenbart at stå og græsse lige ovre på den anden side. Det var lidt vildt at se rensdyret i så lang tid i dens eget element og fik det heldigvis også foreviget i en video længere nede på siden.

Næste morgen stod vi op, fik pakket vores ting og tog ned til båden hvor vi så satte kursen hjemad. Alt i alt en rigtig god tur, dog manglede vi at der var lidt flere ørreder. 🙂

[hana-flv-player video=”http://www.polarekspressen.dk/wp-content/uploads/video/20140701_rensdyr.flv” width=”640″ height=”360″ player=”2″ autoload=”true” autoplay=”false” loop=”false” autorewind=”false” splashimage=”http://www.polarekspressen.dk/wp-content/uploads/video/20140701_rensdyr.jpg” /]